Jeg hedder Lu-ann Moldberg Kjeldsen og startede min lille fotovirksomhed Evigt Minde i 2011 som en bibeskæftigelse til mit job som speciallærer og skolekonsulent.
Interessen for fotografering stammer tilbage fra min barndom, hvor jeg lavede
sirlige opstillinger af mine bamser og dukker og forevigede dem med mit blå/gule plastikkamera.
Gennem årene er det blevet til mange billeder, men da jeg fik mit første digitale spejlreflekskamera i marts 2010, blev jeg for alvor “bidt af en gal fotograf”. Først og fremmest “gik det ud over” mine tre børn, og sidenhen blev også venners børn prøveklude for mine fotografiske udfoldelser.
Billeder betyder meget for mig, da de gør det muligt at fastholde momenter af den tid og de oplevelser i livet, som ellers flyver så hurtigt forbi. De flygtige øjeblikke kan fanges, gennem det gode billede og kan dermed bevares som et evigt minde.
Mine krav til mig selv og mine billeder er steget i takt med erfaringerne som fotograf. Jeg er således selvlært fotograf med hang til perfektionisme og brænder for at fange det rette øjeblik og det gode udtryk.